Man kan have mange holdninger til Black Friday. Fakta er, at det er en handelsdag, som rigtigt mange forbrugere har taget til sig. Samlet set - både i den fysiske detailhandel og på nettet - blev der på dankortet alene købt for lige over 2 mia. kr., og dermed blev dagen den største shoppedag nogensinde i Danmark.

Vi har gravet lidt, og fundet et par tal, som springer i øjnene.

Rekord omsætning

Hos os gav Black Friday også omsætningsrekord. Uden at afsløre det eksakte tal kan vi dog sige, at vi håndterede betalinger for et mindre 3-cifret millionbeløb. Et OK stort tal i vores øjne i al fald.

Black Friday var dog ingen rekord for antal transaktioner. Det skyldes, at vi har et par store teleselskaber med hundredtusindvis af abonnenter blandt vores kunder.

Basketsize større end normalt

Når vi kan sætte omsætningsrekord uden at sætte rekord i antal transaktioner, skyldes det, at den gennemsnitlige størrelse på transaktioner er større end normalt.

På tværs af alle QuickPays kunder var basket-size på Black Friday i gennemsnit 713 DKK.

Den gennemsnitlige basket-size på en almindelig fredag er godt 500 DKK.

Viabill har størst basket-size

I forhold til forskellige betalingsmetoder springer det i øjnene, at Viabill er den betalingsmetode med størst basket-size. Kredit er åbenbart noget som er købsmotiverende (surprise! :))

En Viabill transaktion ligger i gennemsnit på 874 DKK.

Også Visa/Dankort ligger med en højere basket-size end gennemsnittet, med 767 DKK.

Mastercards ligger på 651,50 DKK og falder dermed lidt under gennemsnittet for dagen. En forklaring herpå kunne være surcharging af gebyrer, som typisk er større på de internationale kort. Men det er ikke en analyse, vi har lavet - blot et gæt.

Også MobilePay Online ligger lidt under den generelle basket-size for dagen med 624,50 DKK. Dette kunne tyde på, at større indkøb fortsat er en ting, man bruger lidt mere tid på og finder sit kort frem for at købe.

methods

MobilePay Online har fået godt fat

Meget bemærkelsesværdigt er det, at MobilePay Online står for næsten 10% af alle transaktioner på Black Friday hos os. Det er i sagens natur en voldsom vækst i forhold til sidste år og med den seneste udvikling i banksektoren, er det nok ikke en udvikling som lige stopper.

På en normal fredag i dette efterår har MobilePay Online stået for omkring 5% af alle transaktioner. Igen skal man dog huske på, at abonnementsbetalinger står for rigtigt mange transaktioner hos os, og at MobilePay Online endnu ikke understøtter abonnementsbetalinger.

Det rene Dankort lever stadig

Det rene Dankort (altså ikke Visa/Dankort) stod for 2,7% af alle transaktioner.

Visa/Dankortet stod for ~75% af alle transaktioner.

Mastercards (både kredit og debit) står for ~15% af alle transaktioner.

Resten er fordelt mellem øvrige kort (Visa, etc.) samt andre betalingsmetoder som ViaBill, Klarna og PayPal.

Ikke voldsomt mange transaktioner gennemført med 3D secure

Godt 3% af alle transaktioner hos os blev gennemført med 3D secure. Dette skal jo ses i det lys, at hovedparten af alle transaktioner blev gennemført som Dankort-delen af Visa/Dankort, som der som bekendt endnu ikke er 3D secure-beskyttelse på.

Denne beskyttelse lanceres som måske bekendt den 8. januar 2017. Mere om dette i et senere blog-indlæg.

Alt kørte som smurt hos os

Uanset set hvilket syn man har på Black Friday er det sikkert, at det er en dag som stresstester de forskellige delelementer i en netshop. Er der styr på lageret, kan selve hjemmesiden følge med, har man styr på logistikken og kan kundeservice følge med.

Vi kan naturligvis kun tale for os selv og selve betalingsdelen, og kan med glæde konstatere, at alt hos QuickPay kørte som smurt. Vi registrerede ikke en eneste hændelse, og har heller ikke hørt om nogen problemer fra kunder.

Det giver alligevel en vis faglig stolthed, at kigge på en platform som snurrer og “lyser grønt” på selv de store dage. Systemet kan håndtere mange, mange transaktioner - også samtidige. Det giver en dejlig ro i maven. Kunderne og betalingerne kan bare komme an - vi skal nok gribe dem :)

Og således opmuntret kaster vi os nu over julehandelen. Glædelig jul!


Bruger I ikke QuickPay?

Opret en konto i dag - det er gratis at teste