Black Friday har de seneste år været den travleste dag for danske webbutikker, og det var også tilfældet i 2018, hvor sidste års rekorder igen blev slået.

Set på det antal transaktioner har Black Friday tidligere ikke kunnet følge når abonnementsforretninger har lavet trækninger. Som noget nyt slog Black Friday 2018 dog alle rekorder hos QuickPay, og blev den største dag nogensinde målt på både antal transaktioner og det samlede beløb.

Vi har nu dykket lidt ned i vores statistik-værktøj og har samlet 5 tendenser, vi har fundet interessante.

1. Black Week(end)

Det begyndte sidste år og er i år kun blevet mere markant. Black “Friday” starter for mange butikker allerede torsdag, og købelysten fortsatte ind i weekenden, hvor der lørdag og søndag var dobbelt så mange transaktioner som på en almindelig weekend.

Mandag efter Black Friday betegnes som Cyber Monday, og selvom det (endnu) ikke har samme popularitet som Black Friday i Danmark, var der på årets Cyber Monday 40% flere transaktioner end på en normal mandag.

black weekend

Det er samtidigt også værd at pointere, at vi ikke kan se nogen generel tendens til, at antallet af transaktioner skulle falde i perioden op til Black Friday.

2. Black Friday 2018

Black Friday er i særdeleshed den travleste dag på året.

Mellem kl. 00:00 og 06:00 blev der gennemført næsten 7 gange så mange betalinger, og omsætningen var 20 gange så stor som på en normal fredag.

morning-numbers

I forhold til en almindelig fredag har Black Friday samlet næsten 5 gange så mange transaktioner og over 7 gange så stor omsætning.

Sammenlignet med sidste år oplevede den gennemsnitslige merchant en vækst på ca. 20% flere transaktioner på Black Friday 2018.

På den samlede QuickPay platform har vi målt en vækst på 40% ift. Black Friday 2017.

3. Kortfordeling

Betalingskort er stadigt den dominerende betalingsform for e-handel i Danmark, og kigger vi på fordelingen mellem korttyper i Danmark, ser man følgende:

cards

Sammenlignet med 2017 er andelen af Dankort gået fra 70% til 64%, og modsat er Visa vokset fra 14% til 18%.

Dette er tal for hvordan betalingen er indløst, bag ved en (betydelig) portion af både Dankort og Visa delen er der Visa/Dankort. Kigger vi på selve “korttypen” Visa/Dankort, er andelen på 78%.

Der er hovedsageligt 2 parametre, der bestemmer, om et Visa/Dankort bliver indløst som et Visa kort eller et Dankort.

  • Butikkens indløsningsaftaler. Hvis butikken ikke en Nets aftale om Dankort, vil alle Visa/Dankort blive indløst som Visa kort og omvendt.
  • Beløb på transaktionen. Da indløsningsgebyret for hhv. Dankort og Visa er forskellige, vil man ofte se, at det Visa betalinger er billige ved mindre beløb, og Dankort bliver billigere at indløse, som beløbet bliver større. Har man indløsningsaftale til både Visa og Dankort, sørger QuickPay for, at butikken betaler det billigste gebyr på hver enkel betaling.

Andelen af rene Dankort - dvs. Dankort man kun kan modtage hvis man har en Nets aftale - er stabil på omkring 2%.

Mange butikker kan spare penge ved at have en Nets aftale. Vores anbefaling er derfor, at man kigger på sit antal transaktioner og transaktions-beløb og udregner, om det økonomisk er en god ide kun at kunne indløse Visa/Dankort som Visa og samtidigt gå glip af de 2% rene Dankort.

Herudover signalerer Dankort-logoet en øget troværdighed, og man må kun vise Dankort logoet i sin shop og betalingsvindue, hvis man har en Nets aftale på Dankort.

4. MobilePay Online

Det er heller ikke til at komme uden om MobilePay Online.

På en gennemsnitslig dag står MobilePay Online for ca. 20% af alle danske korttransaktioner, men på Black Friday var tallet oppe på 27%.

Det står dog stadigt klart, at MobilePay Online bruges til mindre beløb end traditionelle kortbetalinger. En gennemsnitslig MobilePay Online handel på Black Friday var på 649 kr, hvorimod en gennemsnitslig kortbetaling var på 917 kr.

Herudover kunne vi også se en stigning i brugen af lignende mobile betalingsmetoder som Vipps, Swish og Apple Pay på Black Friday.

5. 3-D Secure

3-D Secure bliver stadigt mere og mere almindeligt, at skulle igennem når man foretager køb online, og det kan vi også se på vores tal. På kun et år er andelen af betalinger med 3-D Secure gået fra 10% til 16%, og på selve Black Friday 2018 var andelen faktisk 18%.

3-d-secure

Herudover har Secured by Nets næsten indhentet den traditionelle 3-D Secure, og på Black Friday var det 16% af alle Dankort betalinger, der gik gennem Secured by Nets.

Afrunding

I perioden op til Black Friday opskalerede vi de bagvedliggende systemer for at sikre, at hverken butikker eller kortholdere ville opleve udfordringer med at få gennemført betalinger i løbet af dagen.

Vi er glade for, vi igen i år kan melde at alt kørte uden problemer, og at platformen ift. kapacitet var langt fra grænsen.

Dermed er vi klar til en julehandel, der forhåbenligt også bliver travl for både jeres pakkestationer og vores platform.

Glædelig julehandel!


Bruger I ikke QuickPay?

Opret en konto i dag - det er gratis at teste