Indløsningsaftale

En indløsningsaftale er en aftale med en indløser, der gør det muligt at modtage betalinger gennem QuickPay.

Kortindløser

For at modtage kortbetalinger med QuickPay skal man have en aftale med en kortindløser.

En indløser står for at behandle transaktionen med kundens bank. Kundens kortoplysninger sendes fra QuickPay til indløseren, der tjekker hos kundens bank at at kortet er gyldigt og der er dækning på kontoen. På debit kort vil der herefter også ske en reservation af beløbet på kundens konto. Når varen er sendt sørger indløseren herefter for at overføre pengene fra kundens konto til merchants konto hos indløseren. Herefter afregnes pengene fra indløser til jeres bankkonto afhængigt af jeres aftale med indløser.

quickpay.net/acquirers kan man finde en liste over de indløsere som QuickPay understøtter, samt link til hvordan man ansøger om en indløsningsaftale.

Det er muligt at ansøge om en Clearhaus aftale direkte gennem QuickPay Manager, under Settings > Acquirers > Clearhaus.

Flere indløsere

Der er forskel på hvilke korttyper hver indløser kan modtage.

I Danmark har Nets monopol på at indløse Dankortet, og det er derfor nødvendigt at have en aftale med Nets for at kunne tage imod betalinger med Dankortet. Selv uden en Dankort-aftale kan man stadigt tage imod Visa/Dankort, så længe man har en Visa-aftale med en indløser. Gebyret på Dankort betalinger er fastlåste, og for større beløb vil det ofte været den billigste løsning. Man bør derfor regne på om det med sin gennemsnitslige ordrekurv og antal betalinger kan betale sig at have en Dankort aftale.

Langt størstedelen af kortbetalinger online foretages med enten Visa, Mastercard eller versioner heraf (Visa Debit, Visa Electron, Mastercard Debit, Maestro). Alle kortindløsere gennem QuickPay giver mulighed for at modtage Visa og Mastercard.

I mange tilfælde kan det give god mening at have aftaler med flere indløsere. Har man flere aftaler indsat på sin QuickPay konto, vælges den billigste automatisk til hver betaling. Og skulle den indløser opleve drifts-problemer vælges den næst-billigste automatisk. Fx en Clearhaus aftale koster ikke noget månedligt gebyr, og kan derfor gratis bruges som “backup-indløser”, såfremt jeres primære indløser skulle opleve driftsfald.

Liste-gebyr-priserne er automatisk indsat for Nets og Clearhaus, men har man specielle aftaler med disse bør man opdatere gebyr-formlerne under indløseren i QuickPay Manageren. Man bør ligeledes selv indtaste gebyr-formler hvis man benytter en anden indløser.

Andre betalingsmetoder

I visse tilfælde vil I opleve at andre betalingsmetoder som MobilePay, ViaBill, PayPal osv. omtales som indløsere. Opsætning af disse er fx under Settings > Acquirers i QuickPay Manager.

Som udgangspunkt kræver det en aftale med betalingsmetode-udbyderen for at kunne modtage betalinger med dem gennem QuickPay. Hvordan man kommer igang afhænger af hver enkelt betalingsmetode, og det kan man læse mere om under artiklen for den relevante betalingsmetode.

MobilePay Online og Apple Pay kræver ikke specifikke aftaler med hhv. MobilePay eller Apple, og skal blot aktiveres i QuickPay Manageren. Dette skyldes at hverken MobilePay Online eller Apple Pay håndterer selve betalingsflowet, men istedet er et mellemlag der sender kortoplysningerne til QuickPay.


Kontakt QuickPay Support
Brug for hjælp?

support@quickpay.net